Fokus på forår

Tak til Kværndrup Kirkes Voksenkor for dejlig sang ved Kim Larsen gudstjenesten. Det blev en både smuk og rørende oplevelse, og mange kom og sang sammen med os. Tak til alle.

De, der havde mulighed og interesse, deltog i går aftes i et foredrag om sangstemmen. Der blev afspillet mange og meget forskellige eksempler på hvordan sangstemmer kan lyde, hvordan de kan bruges, der blev fortalt om sangens udvikling, hvordan stemmen virker – og hvordan denne viden er opstået igennem tiden. Det hele med henblik på at blive klogere på hvorfor vi nu om dage ofte siger “Det er for højt…” – når vi synger fra Salmebogen og fra Højskolesangbogen. Det var korets leder der fortalte – jeg blev ikke færdig, det er et stort emne. Men jeg arbejder på en serie artikler om emnet, og dertil bliver der lavet en playliste til. Når materialet er klar, vil der blive lagt et link her på bloggen.

På onsdag, den 6. februar, skal vi videre med korsangen. Onsdag den 20. marts skal koret deltage i “Syng foråret ind” i Kværndrup Forsamlingshus. Koret skal synge tre sange som indledning til arrangementet, og skal – så vidt det bliver muligt – synge for på aftenens fællessange, der vælges fra Højskolesangbogen.

Der er så mange dejlige sange at synge, korlederen bruger de næste par dage til at træffe den svære beslutning det er at vælge tre sange ud af de bjerge af vidunderlige sange og korsatser, der findes! Men vi er så småt begyndt på en munter korsats, der hedder “Se på himlen” med musik af John Høybye, og korlederen går i tænkeboks til næste onsdag, for at vælge endnu to gode satser.

Vi ses!