Musik

Musik i Kværndrup kirke

Musikken gør én svag på en måde så man bli´r stærk, skal digteren Benny Andersen sagt. Teologen Martin Luther (1483 – 1546) mente at “musik kan glæde de bedrøvede, opmuntre de fortvivlede, neddæmpe et hadefuldt sind og fordrive Djævelen.”

Musik har til alle tider været en vigtig del af menneskets liv, i sorger og glæder igennem hele livet. Ligeledes er alle gudstjenester og kirkelige handlinger i Den Danske Folkekirke indrammet af musik, og alle må deltage i salmesangen.

I disse år forskes der meget i sangs velgørende virkninger på både krop og sind, og resultaterne er klare: der er overvældende mange og positive virkninger for både krop og sind. Meget kort sagt: “En god sang børster støvet af hjertet” – og dertil kan man føje: og af hjernen, og den ilter blodet, renser luftvejene, løfter humøret og øger generelt følelsen af velvære.

Det er medvirkende til at vi i Kværndrup Kirke har valgt at have en stribe faste aktiviteter omkring sang og det at synge sammen. Udover den ugentlige søndagsgudstjeneste, hvor man altid kan komme og være med, så har vi tilbud til de fleste aldersgrupper, der har lyst til at få gavn af sangens og fællessangens gode virkninger.

Kværndrup Kirke afholder også jævnligt koncerter, musikforedrag og gospelworkshop. Disse arrangementer omtales her: Det sker.

Kværndrup Kirkes faste musiktilbud:


Kværnekor

Babysang

Kværndrup Juniorkor

Kværndrup Kirkes Voksenkor

Klik på et billede, så kommer du til en side, der fortæller om netop dét musiktilbud.