Prædiken fra juleaften 2018.

Fyrtårne.

Når man sejler ude på havet om natten, så er det mørkt og man har i den grad brug for fyrtårne, der kaster lys ud over land og hav. Man har brug for at kunne se hvilken retning man skal sejle i og man har brug for fyrtårnenes lys for at kunne navigere og styre igennem fjorde, sunde og bælter, som Storebælt og Lille bælt. Fyrtårnene står og kaster lys for at vi kan orientere os og ikke fare vild.

 

I dag er vi samlet her i kirken. Kirken har siden 1. søndag i advent lyst som et fyrtårn, så vi ikke skal miste orienteringen. I år har lyset været lidt sværere at se, da kirken har været pakket ind i stilladser, men lyset har været der. Kirken har lyst op i landskabet både herinde fra kirkerummet og oppe fra kirketårnet, så i tiden herop til jul, i alle de juleforberedelser der gøres, der har kirken lyst op som et fyrtårn.

 

I dag er vi samlet i skibet, i kirkeskibet der sejler på livets store ocean, og vi har retning mod Jesu fødsel. Måske kan I mærke at det gynger?:-) Her i kirken er vi så heldige at alterbilledet er Jesu fødsel, så ved hver eneste gudstjeneste gennem året, der sejler vores skib frem mod Jesu fødsel, det er vores lys i mørket, her kan vi altid finde en havn og her kan vi finde vej i livet.

 

Fyrtårne er livsnødvendige for os, vi har brug for ideer og tanker der kaster lys ind i vores liv. Ideer og tanker der kan udstikke en ny kurs i vores liv, når det kan være svært at finde vejen fremad eller hvis vores liv er kommet ind i en blindgyde eller på afveje.

 

Jeg har taget 3 fyrtårne med på prædikestolen i dag. Det er Kim Larsen, Troels Kløvedal og julesalmen Glade jul. De har alle lyst op i vores liv og gør det stadig. De lyser op i landskabet, så vi kan finde fællesskab med hinanden.

 

Det er ikke mange måneder siden, at folk klokkedes på gader og stræder til ære for Kim Larsen og alle de sange han har beriget den danske sangskat med. Sange som både børn og voksne kan synge med på, sange som vi kan finde sammen om og mærke, at de både taler til en selv og dem man synger sammen med. I dagene efter hans død var der mange mediefolk der bemærkede, at han nok ikke ville have brudt sig om al opmærksomheden, for han var jo bare en simpel spillemand. Men det er heller ikke tosset at være en simpel spillemand, når man kan få en hel nation på dansegulvet og skabe sig tosset til rabalderstræde eller danse tæt til Kvinde min og synge tænksomt med på Joanna og Jutlandia.

 

For et par år siden stødte jeg på ham inde i gågaden i Odense. Han sad og nød en øl i formiddagssolen, og han sad der som et fyrtårn på en høj stol og hele hans statur udtrykte hvor meget han bare nød solens stråler, så meget at et par teen-age piger lidt derfra fik grineflip over at se ham. Det var for meget for demJ

 

På gaderne i Odense midtby var Kim Larsen kendt som et menneske, der kunne få sig en snak med hvem som helst, der havde tid. Og alle blev behandlet med lige stor respekt, uanset om de boede på gaden eller i en stor villa. For i Kim Larsens dna, der lå indkodet, at vi alle er lige for vor Herre, så alle skulle behandles med lige værdighed.

Sådan en tankegang er guld værd og kan kaste lys på de rigtige veje i vores liv.

 

Den samme tilgang til livet kender vi fra Troels Kløvedal, fra hans mange rejser ud i verden. Hvor han igen og igen har formidlet den åbenhed og tillid, som kendetegner kysternes folk, uanset om det har været på en rejse gennem Panama kanalen eller rundt i det sydfynske øhav. Der er altid folk til at tage imod et stykke tov fra skibet, når man søger mod en plads i en af verdens mange havne. Og så er der altid spændende historier at få. Skibet Nordkaperen har mange sømil under kølen og en af reglerne ombord, har været, at den der ville sejle længst ud i verden fik sin vilje. På den måde blev sejladserne båret af drømme og længsel efter at møde anderledes kulturer og nye solopgange. Nysgerrighed og fællesskab var altid pakket med i vadsækken.

 

Fyrtårnene kaster et lys, der kan give vores liv retning! Men kan vi løfte vores blik fra de skærme, der lyser ind i ansigtet på os, når vi sidder med smartphones og tablets. Kan vi løfte blikket og forsøge at føre en samtale, der er mere forsonlig end den der foregår på de sociale medier?

Tænk hvis vi styrede mod de fyrtårne, der oplyser vores livsvej med nysgerrighed og fællesskab og tanken om, at alle er lige for vor Herre. Jeg er overbevist om at vi ville komme et godt sted hen.

 

Julenat tændtes en ledestjerne, en stjerne der lyste så klart på himlen, at det fik hyrder og engle til at flokkes i stalden omkring den nyfødte Jesus. Som det klareste fyrtårn, lyste stjernen op og kaldte mennesker sammen.

 

I de bedste fællesskaber, der er vi sammen om et fælles tredje, der er det ikke dig eller mig der er i centrum, der er det sangen, den gode snak, den gode mad eller dansen der er den fælles midte. Der hvor vi giver mere til hinanden end vi får, der hvor vi ikke bliver beregnende. Der hvor vi ved, at vi alle er lige for vor Herre og omgåes hinanden med værdighed og respekt. Eller som Troels Kløvedal sagde: De største oplevelser, man har på jorden, er altså dem, man har med andre mennesker!

 

Det sidste fyrtårn, vi skal lade skinne her på juleaften, det er salmen ”glade jul”. Præcis i dag er det 200 år siden, at den blev opført første gang i Skt. Nikolaus Kirche i Oberndorf, nær Salzburg. Det skete ved midnatsmessen i kirken julenat i 1818, hvor den blev spillet på guitar, og tekstforfatteren Joseph Mohr sang den sammen med salmens komponist Franz Gruber. Salmen var gudstjenestens sidste, ligesom den vil være i dag, ved vores julegudstjeneste. Salmen vandrede ud i Europa og fik betydning for mange mennesker. Julenat i 1914, ude på slagmarkerne under 1. verdens krig, der skete der et mirakel. De soldater der havde holdt øje med fjenden, med et vagtsomt blik, de troede næsten ikke deres egne ører, da de hørte salmen stige op fra fjendens linje. Den nat blev fjender til ligemænd og det fortælles, at englændere og franskmænd gav hinanden julegaver af det de havde i lommerne, tobak og chokolade eller blot et ligeværdigt håndtryk. De hørte en kendt salme og kunne den nat være mennesker sammen. Salmen kaldte dem ind i modet til at se ud over sig selv, for en stund glemte de, at de var soldater.

 

Tænk, at den salme har haft så livgivende virkning en julenat midt i en slagmark og tænk hvor stor betydning den har i dag, hvor den synges over hele Europa, ja hele verden. Der synges om ”fred på jord”, om en salig fred der daler engleblidt over jorden, og lægger sig så blidt som musik på os, vores medmennesker og alt omkring os.

 

Det er en salme der kalder os ind til at se og tro at Jesusbarnet ligger i krybben. Tro og se, at den nyfødte er Guds søn, et Guds-barn der fødes, lever, dør og genopstår for at kalde os ud af os selv og ind til livet med hinanden. Det er et menneske- og Guds barn, der kalder os til at løfte blikket og forpligte os på fællesskabet med vores næste. Kalder os til at vende blikket fra os selv og ud mod verden, altså til at se vores medmennesker.

For det er det, det handler om, - livet. Eller som Troels Kløvedal fik sagt, da han blev spurgt om, hvad han ville huskes for: ”Glem alt det med berømmelse, film, lange togter, bøger i store oplag og priser af mange slags. Det er overflade. Det eneste, jeg vil huskes for, er, - at jeg var et ordentligt menneske”.

Amen!