Kristian Ditlev Jensen er Kværndrups sognepræst. Han har tidligere været præst i Danmarks mindste og mest isolerede pastorat på Kattegatøen Anholt, hvor han var præst for kun 130 sjæle. Men han har også været præst i Holbøl i Sønderjylland og i Skagen helt i nord.
Vores præst er 51 år gammel, fraskilt og har tre sønner. Han er født i Holbæk på Sjælland, men han er faktisk noget så fint som kvart fynbo, idet hans oldefar var stationsforstander i Vejstrup, knap 20 km sydøst for Kværndrup, igennem en hel menneskealder. Så der er Kristians mormor også født og opvokset.
Kristian blev præst sent i livet. Han blev ordineret den 27. november 2017 i Haderslev Domkirke, men er også kendt i offentligheden som både prisbelønnet forfatter til 14 bøger, journalist og litteraturkritiker på Weekendavisen, vært på DR P1-programmet Ditlev & Dæmonerne – og en ivrig debattør og aktiv bruger af sociale medier. Han har tidligere skrevet i alle de landsdækkende aviser, lavet Radio på Radio24Syv og lavet TV på DK4. I sin fritid spiller han bratsch, laver mad fra bunden eller passer sine dyr – han har 10 får på en mark lige ved præstegården Kværndrup.
Som præst er Kristian åben, god at tale med, nede på jorden og humoristisk, og han nyder kirkelivet og hverdagen her i byen.
Vores præst bor i Kværndrup Præstegård. Han blev indsat i embedet den 8. januar 2023, hvor provsten også deltog i gudstjenesten.
De allerbedste hilsner
Menighedsrådet