Pastor Kristian Ditlev Jensen.
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas.
Menighed: Gud være lovet for sit glædelige budskab.
Store skarer fulgtes med Jesus, og han vendte sig om og sagde til dem: »Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel. Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel. Hvis en af jer vil bygge et tårn, sætter han sig så ikke først ned og beregner udgifterne for at se, om han har råd til at gøre det færdigt? – for at man ikke skal se ham lægge en sokkel uden at kunne fuldføre det, så alle giver sig til at håne ham og siger: Den mand begyndte at bygge, men kunne ikke fuldføre det! Eller hvilken konge vil drage i krig mod en anden konge uden først at have sat sig ned for at overveje, om han med ti tusind mand er stærk nok til at møde ham, der kommer imod ham med tyve tusind? Hvis ikke, sender han udsendinge for at forhøre sig om fredsbetingelserne, mens den anden endnu er langt borte. Sådan kan ingen af jer være min discipel uden at give afkald på alt sit eget. Salt er en god ting; men hvis selv saltet mister sin kraft, hvordan skal det da blive salt igen? Det duer hverken til jord eller gødning; man smider det væk. Den, der har ører at høre med, skal høre!«
Amen.
Sorgen og lykken ligger snublende tæt på hinanden.
Man behøver bare at tænke på, at et menneske kan græde af glæde, så får man øje på det.
Den fine observation med glæden og lykken, som to sider af samme mønt, dukkede op for nylig i min kollega Sørine Gotfredsens podcast Livskraften, som hun laver for Kristeligt Dagblad. En af hendes gæster er Suzanne Brøgger.
Den normkritiske forfatter demonstrerer i samtalen – igen og igen – at hendes talent netop er det, der også med et fint ord hedder at transcendere. Det betyder egentlig bare ”at overskride”.
For Brøgger træder konsekvent hen over grænserne. Hun ser, hvad der er på den anden side. Hun bryder reglerne – eller bryder igennem dem. Hun blander ting sammen, der ikke bør blandes sammen. Hun skærer igennem. Med originalt sprog rundsaver hun sig igennem hår, hud, muskler og knogler, så blodet og bensplinterne står til alle sider. Suzanne Brøgger vil ind til sandheden. Også, hvis den er kontroversiel eller ilde hørt eller paradoksal.
Men sommetider kan sandheden også være at sige det, der ligger for næsen af os. For sandheden kan være så tæt på, at vi ikke får øje på den.
I podcasten siger hun for eksempel, at hun – når hun skal højtideligholde, at hun føler en stor taknemmelighed – går hen i sin lokale folkekirke.
”Ja, hvor skulle jeg ellers gå hen?” spørger hun, tydeligt forundret over spørgsmålet – for vores spiritualitet, her i Danmark, ligger og har altid ligget, lige her, for næsen af os, om søndagen, i kirken.
Da hun bliver spurgt, om hun tror på Gud, svarer hun, at ”man kan jo ikke andet.”
Det udsagn skal man lige tænke over. For det er faktisk rigtig skarpt. Hvis vi ikke kan vide, at Gud findes, og det kan vi af gode grunde ikke, så må vi tro. Så vi kan faktisk kun tro, hvis vi vil forholde os til Gud. Selv tvivlerne tror på sin vis. Ellers kunne de jo ikke tvivle på deres tro.
Men selv de troendes tro kan man ikke helt få hold på, fortsætter Brøgger. For vi tror måske slet ikke på samme måde.
En mener bare, at tro er håb, sådan generelt. En anden mener, at det er at bede bønner. En tredje mener, det er et personligt forhold til Jesus. Og en helt fjerde ved søreme snart ikke rigtig.
Suzanne Brøgger tror – måske. Hun er i hvert fald ikke ligeglad. For hun er taknemmelig.
Hun er blandt andet taknemmelig over sit ægteskab. For forfatteren, som ellers er landskendt for i sin ungdom at have dyrket det frie promiskuøse liv i 1970erne, har sådan set været gift med sin elskede litteraturforsker Keld i over 30 år. Så skønt hun levede livet bredt favnende i ungdommen, fandt hun siden ind på en vej, der dog var noget smallere.
Det var noget helt særligt og uventet, der ramte mig, da Suzanne Brøgger fortalte om mødet med sin mand til Sørine Gotfredsen. Brøgger forklarede, hvordan de to været pennevenner først efter fem år mødtes og drak de en kop te.
Suzanne Brøgger blev med det samme dybt forelsket. Men hun havde en trist tilføjelse, da hun talte om det.
”For jeg blev jo også samtidig ramt af en meget stor sorg,” sagde hun.
Sagen var nemlig den, at hun elskede sin penneven Keld mindst lige så højt, som hun elskede sin nye kæreste og kommende ægtemand Keld. Men pennevennen var uforenelig med livsvennen. Det abstrakte ved at skrive sammen med blæk på papir er ikke det samme som det konkrete ved at elske i kød og blod.
Det vigtige, som Suzanne Brøgger peger på her, er, at det at træffe et valg altid har en pris. Og det er en gammel sandhed.
”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel,” siger Jesus i dagens tekst.
Og han fortsætter.
”Den, der ikke bærer sit kors og går i mit spor, kan ikke være min discipel.”
Ergo: Man skal altid vælge noget fra, når man vælger noget til.
Det er en tanke, vi kender fra Søren Kierkegaard, der omsatte den i det billede, at man ikke kan gifte sig, uden at betale en pris. Men man kan samtidig heller ikke ikke gifte sig, uden at betale en pris. ”Gift dig eller gift dig ikke, du vil fortryde begge dele, som han skrev.” Men faktisk havde han endnu skarpere billeder:
For lige under det berømte citat om ægteskabet, skriver Kierkegaard:
”Hæng Dig, Du vil fortryde det; hæng Dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten Du hænger Dig, eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde begge Dele.”
Og så kommer konklusionen: ”Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al Leve-Viisdom.”
Så for Kierkegaard er valgets pris – og det virkelig at erkende, at der altid er en pris – livsvisdom.
I den franske tradition fulgte filosoffen Jean-Paul Sartre op på Kierkegaards tanke ved at tilføje, at man aldrig kan undslippe valget. For det er jo faktisk også et valg. Den, der vælger ikke at vælge, vælger jo ikke at vælge.
Det vil sige: Han bider ikke til bolle.
Han dedikerer sig ikke.
Han kaster sig ikke ind i kampen.
Dagens spørgsmål er, om du skal vælge at følge Kristus. Du kan sagtens vælge ikke at følge Ham. Men det vil du fortryde. Du kan også vælge faktisk at følge Kristus. Men med Kierkegaard ved vi, at det vil du nok også fortryde. For det vil blive hårdt. Ind imellem meget hårdt. Det er prisen.
At gå ad en kristen sti kan nemlig være krævende. Det kan være en hel lille indre Camino.
Du kan gå eller ikke gå. Men hvis du ikke tager de første skridt, måske, fordi du er bange for, om du vil fortryde det, så kommer du – med sikkerhed – ingen vegne. Og det vil du fortryde.
Ikke ”at komme nogen vegne” er jo en metafor. Et sprogligt billede på stilstand. Dét at man bliver på samme sted. Dét at man forbliver den samme. Man udvikler sig ikke. Man lærer ikke noget. Og man oplever ikke noget. Man lever ikke.
Alt for mange mennesker oplever ikke rigtig livet. Og det skyldes tit, at de ikke kan finde modet. De tør ikke. De tør ikke tro. De tør ikke leve. De stoler ikke så meget på Gud, at de er villige til at lukke øjnene og bare kaste sig ud i det hele. For det er jo det vi skal: Vi skal, på en eller anden mærkværdig vis, blive hundrede procent sikre på, at vi altid er hundrede procent usikre. At vi altid er helt overgivet i Guds vold.
Kierkegaard beskrev det sådan her:
”Vil jeg bevare mig i Troen, må jeg bestandig passe på, at jeg fastholder den objektive Uvished, at jeg i den objektive Uvished er på de 70.000 favne Vand, og dog tror.”
Sørine Gotfredsen spurgte, midt i sit interview med Suzanne Brøgger om noget ekstremt vigtigt. Gotfredsen sagde noget i retning af:
”Hvad gjorde du egentlig, da du stod dér – lige imellem lykken og sorgen. Hvordan traf du et valg?”
Da Suzanne Brøgger svarede, lød hun næsten som et lille, frækt barn:
”Jeg tog chancen!”
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd,
Du som var, er, og bliver én sand treenig Gud, Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed!
Amen.